• Fantastisk rejse med molo og vores gode molo-kollegaer fra Tyskland

Fantastisk rejse med molo og vores gode molo-kollegaer fra Tyskland

Lige dele stolthed og ærefrygt fyldte os, da molo spurgte, om vi og vores tyske molo-kollegaer kunne agere stand-ins på Orgatec 2022 i Köln i oktober og den netop afsluttede Maison&Objet i Paris her i januar 2023. Og nu hvor begge messer er veloverståede, og standen er på vej tilbage til Vancouver, ånder vi lettet op og fejrer en lang og fantastisk rejse med vores gode kollegaer og venner fra molo.

Fra bordlampe til komplet messestand

En af de ting, der slog os på rejsen gennem Köln og Paris, var, hvor priviligeret det i virkeligheden er at repræsentere et brand, hvor man fra samme prisliste kan plukke alt fra en enkelt lampe eller skærmvæg til en komplet messestand - som endda både kan være en tosidet, åben stand på 144 kvm og en ø på 108 kvm. For alt, hvad du ser på billederne, er standardprodukter - først brugt i Köln og dernæst i Paris.

Orgatec oktober 2022

Første stop på vores rejse var Orgatec i oktober måned. Her var standen 12x12 meter med to åbne sider. Den 4,5 meter høje bagvæg stablede vi af hvide softblock-elementer på toppen af en 244 cm høj softwall – det hele indvendigt oplyst med LED.

På forreste hjørne af standen var der verdenspremiere på to spændende nyheder - wood softwall i ahornfiner og suspended softwall med LED-lys. Og de mange besøgende på vores stand tog rigtig godt imod begge produkter. Nu glæder vi os bare til at fortælle mere om nyhederne - og naturligvis få dem med i mange spændende og innovative projekter.

Maison&Objet januar 2023

Da produkterne fra Orgatec landede i Paris, skulle de genopstå som en ny stand på 12x9 meter med fire åbne sider. Bagvæggen fra Orgatec blev til et lysende tårn på 6x3 meter på Maison&Objet, og nyhederne - wood softwall og suspended softwall - fik igen en prominent eksponering på det mest trafikerede hjørne af standen.

cloud mast, som kan pendulere cloud lamperne op og ned, tiltrak god opmærksomhed. En enkelt gang havde vi hele otte besøgende, der filmede os på samme tid! Tænker, at vi i perioden efter messen er dukket op på Instagram rundt omkring i verdenen.