• Bløde former skaber trivsel

Bløde former skaber trivsel

Tænk hvis tennisbolde var firkantede og puder hårde og kasseformede. Mon så tennis var blevet en populær sport og sofaen fået pladsen som et attraktivt sted til afslapning? Bløde former findes overalt omkring os; især ude i naturen. Nu er de ved få mere plads i indretningen af virksomheder.

Sidste måned udfoldede vi vores tanker om, hvorfor akustik er et afgørende – men ofte overset – element i indretninger af rum, der skal indbyde til bestemte typer af (positiv) adfærd. I dag, tager vi fat i en anden vigtig gren af indretningen: formgivning og visuelt udtryk.

Derfor bør I bruge flere bløde former

Vi var kort ind på puden og tennisbolden som former, der er funktionelle og imødekommende. Bløde former er ikke kun bedre i specifikke brugssituationer – generelt betragtet får bløde, organiske elementer nemlig mennesker til at føle sig bedre tilpas. Derved bliver de bløde former ligesom akustikken også en faktor, der fremmer positiv adfærd.

Fx bliver virksomhedens medarbejdere mere kreative og produktive, når rammerne understøtter adfærden. Og restaurantens gæster anbefaler og kommer igen, når miljøet er rart og understøtter de andre gennemtænkte elementer i oplevelsen.

Copy paste fra naturen!

I naturen er det de bløde kurver og organiske former, der er fremherskende. Træer, buske, blade og regndråber er afrundede.

Når det kommer til naturen, er det faktisk kun forsvarsmekanismer, der har et kantet udtryk: skarpe klør, pigge og tandrækker signalerer “hold dig væk”, ikke “velkommen til”.

Når snakken falder på indretning, henviser vi derfor ofte til den velvære, man føler efter en tur i skoven. Og er målet et imødekommende og positivt udtryk i indretningen, er det naturligt at lade inspirationen komme fra naturen i former, farver og materialevalg.

Case: En venlig velkomst

Da Grape for nogle år siden designede Impact reception til Surftown’s nye indretning i Parken, var det ud fra et ønske om at skabe et første indtryk, der byggede på venlige vibes og imødekommenhed.

Vi eksperimenterede med forskellige elementer i området og nåede frem til de bløde, enkeltkrumme linjer i hvid Corian® som en fin og ren kontrast til plantevæggen i området.

En klassisk firkantet receptionsdisk virkede slet ikke venlig og indbydende – og det så rodet ud, når den skulle stå lidt på skrå i rummet, hvilket var et ønske, for at give overblik og kontakt til mennesker på vej både ind og ud af huset. 

Vores arbejde med sådanne projekter giver os håndgribelige erfaringer med, hvordan bløde former bidrager til en positiv oplevelse af de berømte “crucial first five seconds”, og dermed nye besøgendes samlede langvarige indtryk af virksomheden. Så hvis du mangler et sted at starte med den ”organiske formgivning”, anbefaler vi varmt virksomhedens modtageområder.

De skarpe linjer som supplement

De skarpe linjer bliver aldrig passé. For der er masser af sammenhænge, hvor en lige linje eller kant er både mere praktisk og funktionel. Og et godt, skarpt designelement.

Vi siger blot, at der er god grund til at tænke i andet end kasser og kanter i jeres næste indretning – med de nye produktionsmetoder og designs, koster bløde former ikke meget ekstra. Så en idé kunne være, at starte med de bløde former og supplere med linjerne, hvor det giver effekt eller større funktionel værdi.

Kontrasten mellem bløde former og skarpe kanter er spændende, og noget vi selv dyrker. Især med vores egne Impact løsninger og de prisvindende produkter fra vores venner i Vancouver; molo. Det har givet Grape’s DNA nogle spændende, stilistiske kontraster. Noget, der i øvrigt også genkendes fra andre industrier, der er dygtige til design; tænk bare på, hvordan moderne biler i stigende grad kombinerer kurver og kanter.

Det er ikke kun os

Når vi kigger rundt i den øvrige designverden og arkitekturen, er det tydeligt, at de runde former hyppigere bliver brugt til at gøre vores omgivelser mere attraktive. Derfor synes vi, det er interessant at tage lidt eksempler med i denne artikel.

Axel Towers

Axel Towers er at af nutidens mest roste danske byggerier. Både af brugerne og os andre der mest betragter byggeriet udefra. Mikkel Kvist fra arkitekterne Lundgaard & Trandberg skriver selv om byggeriet:

"En bygning, der i tanke og form, gøres sanselig og imødekommende, med intimt favnende og forankrende rum, og på samme tid udadskuende og pirrende rumlige sammenhænge, inde som ude. Axel Towers opleves med sine svungne former blød og inviterende i mødet med byen, og de mennesker, der bevæger sig i og omkring bygningen".

CNN artikel - Ma Yansong “Why curves matter”

Og det er ikke kun hos Grape vi føler os draget af de bløde kurver. Fx faldt min kone i mandags over en artikel og filmstump på CNN, hvor en af Kinas top arkitekter Ma Yansong (MAD Architects) også udfolder sig om emnet. Han trækker ligesom os naturen ind i ligningen. Rejser man til Kina, vil man også allerede nu kunne se hvordan sky-line er under forandring.

Se artikel og film her »

molo cloud softlight

molo fra Vancouver har vundet flere internationale priser for deres talentfulde leg med materialer og former. Alle molo’s rumdelere, lamper og møbler bygger på den samme honey-comp struktur, der forener repeterede skarpe kanter til bløde runde og bølgende former. Resultatet er løsninger, der både forbedrer akustikken og tilfører rum menneskelig blødhed. Sådan brugte Josephine Malling fx cloud lamperne (billedet) til at bløde op for en kantine hos KEA, der ellers var blevet lidt for industriel og kold.

Grape Box sofa

Fra os selv vil jeg som det sidste eksempel fremhæve Grape Box sofa. Den opstod lidt som en indskydelse, da en receptionist sad bag en netop opstillet Impact reception og bemærkede “den kunne man da også sidde i”. Og mand hvor havde hun ret! Netop de bløde indadvendte sider giver en ekstra følelse af tryghed og komfort. Derved inviterer den til små uformelle snakke om verdenssituationen eller nye ideer. Langt mere inspirerende og intim end tilsvarende firkantede modeller.

Indretning der understøtter positiv adfærd

I Grape går vi målrettet efter at udtænke indretningsløsninger, der spiller sammen med den adfærd, der ønskes i et rum. Er der brug for kreativ tænkning over kassetænkning, så skal rummet afspejle det. Hvis indretningen ligner noget, der kunne være tegnet i et excel-ark, så lægger det ligesom ikke op til at ”tænke ud af boksen”.

På samme måde, er områder med kundekontakt – receptioner, restauranter og butikker – også begyndt at implementere en mere imødekommende stil, hvilket glæder os. For det sætter scenen for en mere venlig og menneskelig interaktion.

Vi inviterer dig til dialog

Alle, der har lyst til dialog, er velkomne. Så giv mig endelig et kald (mobil +45 40 646 100) eller returner denne mail, hvis du har noget på hjertet eller fx gerne vil høre mere om, hvordan Grape kan bidrage til en indretning i nærheden. Har du lyst til at kigge forbi vores designstudie, så ring helst et par dage i forvejen, så kan vi nå at sætte kaffen over.

Med venlig hilsen

Christian Nygaard, Designer & Partner, Oktober 2017